kapitel 11 - middagen & datteren

4.2K 119 132
                                    

"Nej."

"Talia—"

"Nej. I true Stiles stil, så spørger jeg, om du vil høre det igen? Nõ."

"Det er en kjole, ikke en kontrakt om at vige dit liv til djævlen lavet af botox," udbryder min mor opgivende. Jeg ser på den gule sommerkjole i hendes hånd. Aldrig i livet. Jeg vil hellere æde den end at tage den på.

"Jeg har ikke tænkt mig at tage den der på og ligne en godt opdraget 4-årig pige hele aftenen. Det ligner ærligt noget, som de ville give en i Jordbær Marie på," brokker jeg mig. Mor åbner munden, men jeg løfter min hånd for at stoppe hende. "Og jeg respekterer Jordbær Marie. Virkelig. Jeg misunder hendes hår og hendes blå og hvide hund, men jeg behøver ikke klædes ud som om, at jeg er blevet hevet ud fra hendes nabolag. Jeg beholder mine bukser på," fortæller jeg stædigt. Mor udbryder en frustreret lyd.

"Tag i det mindste en nederdel på og en pæn trøje?" Beder hun. Tror hun, at jeg er præstens datter eller noget? Jeg går ikke rundt i pænt pigetøj.

"Nej mange tak."

"De er rige mennesker, Talia. De kommer i dyre kjoler fra Gucci og vifter med deres 2000 dollars manicure negle. Hvis du tager imod dem med jeans og en hættetrøje, så kommer de sikkert til at sagsøge dig," forklarer min mor. Gæt hvor jeg har min personlighed fra. Det er derfor vi er så perfekte sammen. Kærlighed fra det øjeblik hun pressede mit hoved ud i verden. Undtagen når hun prøver at gøre mig lille og nuttet. Så formindskes min kærlighed en smule.

"Se mor, der er tre løsninger på det problem," jeg viser tre fingre i luften og smiler sukkersødt. "Enten bliver vi lige så rige og køber Gucci bukser, eller du finder nye venner, som ikke har brugt hele landets skatteindtægter på sine bryster. Den tredje mulighed er, at jeg bare lader vær med at tage imod dem overhovedet og gemmer mig heroppe hele aftenen, imens jeg lades som om, at jeg ikke bliver langsomt kvalt i hendes klamme parfume," jeg klapper spændt mine hænder sammen. "Hvilken mulighed vælger du?" Min mor ser på mig med smalle øjne.

"Du er virkelig min datter," sukker hun træt.

"Og det er jeg stolt over, når du ikke inviterer Sheila hjem i vores hus," fortæller jeg ærligt. Mor slår til min arm.

"Den her middag er vigtig, Talia. Jeg kan godt bruge den forfremmelse," påminder hun mig. Jeg klapper hende på skulderen.

"Tvivl ikke på mig, mut. Jeg charmerer dem direkte ind i deres egen kontrakt, og før du ved af det, ejer du ikke kun hele hospitalet men også hendes Gucci kjoler," jeg kysser hende på kinden og vifter hende ud fra rummet. "Tilbage til din mad."

"Jeg forventer, at du skifter tøj, Talia!" Råber hun, da hun er kommet ud fra mit værelse. Jeg himler med øjnene.

"Selvfølgelig mor!" Hvad med aldrig i livet? Jeg ser på mig selv i spejlet. Hvad er der nu galt med jeans og en hoodie? Min mor forstår bare ikke, at det her er et sandt teenageroutfit. Jeg trækker min hoodie op over hovedet og smider den hen på min seng, hvorefter jeg tramper træt af livet hen imod mit skab og åbner det med er overdrevet suk. Hvad er en pæn trøje? Måske ikke en fodboldtrøje. Lad os tænke tilbage på fester. Der har jeg haft pænt på. Jeg ser på en sort kjole, rækker ud efter den men stivner så. No no no. Jeg ser, hvad min mor prøver at gøre. Får mig til at se præsentabel ud. Phhh. Nej. Jeg skal se ikke-præsentabel ud, så Sheila vil hade det og sende mig onde blikke hele aftenen. Jeg overvejer kort at klippe huller i en skraldepose og tage den på, men skifter så mening. Jeg vil måske også gerne kunne holde mig selv ud. Hvis jeg så gerne vil klippe i noget, så klipper jeg bare i Nate. Så jeg finder en slidt hvid t-shirt med et eller andet billede på og binder en knude i bunden, så den bliver kortere. Så skifter jeg mine sorte jeans ud med nogle cowboybukser med store flænsede huller på knæene. I Sheilas øjne ser jeg sikkert hjemløs ud lige nu. Det er perfekt. Jeg skubber mit hår om bag mine ører og lunter nedenunder, så jeg kan plage min mor. "Mooooooar!" Råber jeg og skynder mig ned af trappen. Jeg kan dufte, hvor hun er. Køkkenet. Jeg ser først på hende, og så på den store steg foran hende. Og det er ikke mig vi snakker om. Men en død og spiselig steg. Jeg skynder mig derover og dufter utroligt meget til luften. "Det dufter bedre end mig efter en løbetur," komplimenterer jeg. Mor giver mig et "virkelig?" blik og går hen til ovnen.

Hating dating youWhere stories live. Discover now