bonuskapitel 4

1.3K 24 12
                                    

Tidsperiode:
Theo er 17, Talia og Nate er 18. Det er lidt tid efter, at Theo har fundet ud af, at Martin er syg.
-
Okay, du kan godt det her. Løb ind i huset og spurt op på værelset, lås døren og sig nej, hvis de spørger, om du er der. Det kan ikke være så svært.

"Theo," sukker Ver utålmodigt.

"Hvad hvis de opdager mig?"

"Du skal op på dit værelse. Så snart døren er lukket, kan de ikke tage ordenlig kontakt til dig. Jeg forstår ikke, hvorfor du så gerne vil undgå dem."

"Fordi de vil snakke om følelser," gyser jeg, "og den deprimerede stemning bliver bare værre, og alle får det dårligt, og der er bare ingen grund til sådan noget, når man kan slippe." Ver tager min hånd og giver den et støttende klem.

"Måske skal du skære ned med stofferne," tilbyder hun. Jeg giver hende et meget forvirret blik. "Du ødelægger dig selv. Jeg har set narkovrag før."

"Du behøver ikke bekymre dig," lover jeg og kysser hendes pande. "Jeg har styr på det."

"Nej du har ikke."

"Jeg får styr på det," retter jeg. Hun giver mig et meget tvivlende blik. Jeg griner kort. "Hvorfor er du så bekymret? Du plejer at være ligeglad."

"Fordi med alt der sker, så—"

"Er du bange for, at jeg ryger ud af kontrol," nikker jeg langsomt. Jeg spænder mig op og åbner bildøren.

"Theo," sukker hun.

"Vi ses i nat," jeg kysser hende meget hurtigt på læberne og stiger så ud fra hendes bil. Jeg smækker døren i og ser op på huset. Nate bør være sammen med Talia. Det efterlader mor, som måske er på arbejde, og far som nok er hjemme. Men hvis nu jeg sniger mig ind... jeg går op til hoveddøren, men så snart jeg har åbnet den, går det op for mig, at jeg har glemt en lille del af min masterplan. Harley, som ikke har set mig i flere dage, fordi jeg gemmer mig så meget, som jeg kan andre steder, gør i glæde. Han hopper op, og jeg aer ham, imens jeg hviskende beder ham holde kæft.

"Harley?" Fars stemme er hæs og træt. Jeg lukker langsomt øjnene og tæller til fem. "Er der nogen?" Jeg tjekker hurtigt. Han er ikke i køkkenet. "Hvis det er postvæsenet igen, som vil sælge mig frimærker, så er svaret stadig nej." Det lyder som om, at han er i stuen. Jeg tæller til tre, og så spurter jeg ovenpå. Eller det var min plan, men jeg bliver opdaget. "Theodor?" Dammit. Jeg standser. Jeg kan gå, eller jeg kan komme ind til ham. Gå gå gå. Ovenpå. Jeg vender om og går ind i stuen. Forræderiske ben. Far sidder i sofaen. Han ser træt ud. Meget træt. Som om han lige er vågnet. "Lang tid siden," joker han tørt og klapper pladsen ved siden af ham. Jeg går langsomt derover og sætter mig. "Hvad bringer dig hjem?" Sandheden eller hvad han gerne vil høre?

"Jeg mangler nogle ting," indrømmer jeg. Far nikker langsomt. "Jeg—"

"Du behøver ikke komme med undskyldninger," afbryder han.

"Far..."

"Det er svært for os alle, Theo," han virker ikke til at synes, at det er okay. "Bare lov mig at du passer på dig selv."

"Selvfølgelig," nikker jeg. Løgner løgner løgner.

"Og at jeg får dig at se."

"Jeg er ikke flyttet ud, far," jeg ser på ham med en grimasse.

"Det føles sådan," han begraver sit ansigt i sine hænder. "Du glider ud mellem fingrene på mig." Åh det her var grunden til, at han ikke skulle opdage mig. Den dårlige samvittighed. "Jeg vil bare gerne vide, at du er okay. Så okay som du kan blive."

Hating dating youWhere stories live. Discover now