Familiar Strangers

~Gule roser og Grønne øjne~

Kida's POV

Der er gået 2 uger, siden vi fik nyheden. Mor har lavet græsplænen om til en urtehave (hun har selvfølgelig ikke rørt de gule roser). Jeg har kun rigtigt snakket til George, altså bortset lige for folk fra skolen, der dog ikke aner hvad, der er sket. 

I dag er begravelsesdagen. At sige at jeg er nervøs er vist en underdrivelse. Jeg ved ikke, hvordan mor vil tage det, indtil videre er det jo ligesom kun gået ud over haven, men jeg frygter at hun vil bryde sammen i kirken, hvilket jo ville være normalt, men jeg ved bare ikke, hvad jeg skulle gøre, hvis det skete. 

I dag er også dagen, jeg skal se mine bedsteforældre for første gang siden ulykken. Min mors forældre har ringet et par gange for at høre, hvordan vi tager det, men jeg har bare sagt, at det selvfølgelig er hårdt, men at vi klarer den (hvilket vi jo også gør). De bor desuden i New York, så de har ikke kunne komme før begravelsen. Min fars forældre har ringet et par gange for at planlægge begravelsen. De har lige mistet deres eneste søn, så jeg bebrejder heller ikke dem for ikke at være kommet forbi. 

Jeg kigger i spejlet, mit blonde hår når mig til taljen og er sat op i en 'half up half down' frisure. Mine blå øjne er matte og uden følelse. Den sorte satinkjole smyger sig om min krop, det er lige sådan en kjole, Zach ville elske. Jeg måtte lyve for ham og sige, at jeg skulle til en familie reunion, hvilket jo ikke er helt løgen. Han ville have været på romantisk picnic i parken, og hvis jeg skal være helt ærlig, ville jeg meget hellere det, men man kan ligesom ikke blive væk fra sin egen fars begravelse, sadly. 

Det dytter ude fra vejen, det vil jo nok sige at min mormor og morfar er her nu. Jeg skynder mig ned ad trappen, ud i forhaven og videre ud ad havelågen. Min mormor sidder i passagersædet og spiller sange, som hun kan udenad, og det ligger hun ikke skjul på, alle på vejen må da kunne høre hende. Jeg sætter mig ind bag hende og smiler til både hende og min morfar. Mor kommer ud af havelågen, hun har tre termokander i hænderne og en stak engangskopper over armene. Hun læsser det hele af i bagagerummet og sætter sig så ind ved siden ad mig.

Da vi holder op foran kirken, 45 minutter før begravelsen starter, bliver vi først mødt af fars forældre, der også lige er kommet. Farmor hundser rundt med farfar og ser mildest talt forfærdeligt ud. Hendes hår er flot sat op i en stram knold, og hendes sorte kjole er strøget til perfektion. Men hendes ansigt er et rod, hun har mørke rander under øjnene, hendes læber er helt udtørret, og hendes rynker er i hvert fald ti gange værre end de plejer. Ik misforstå mig min farmor er smuk, men hun ser bare så udkørt ud. Jeg forstå hende godt, jeg har det på samme måde, som hun ser ud.

Jeg stiger ud ad bilen på samme tid som min mor. Jeg har ikke snakket meget med hende, også selvom vi bor sammen. Jeg forstår hende dog godt, det er svært og det bliver det nok ved med at være i et stykke tid. Farmor kigger på os og smiler så, lige så falsk som jeg gør i skolen. Jeg går over til hende og giver hende et stort kram, det virkede ligesom bare rigtigt. Hun knuger mig hårdt ind til sig, og jeg kan mærke, at hun kæmper for ikke at komme til at græde. Jeg har lyst til at sige til hende, at det er ok at græde, men så igen jeg har jo ikke selv grædt, siden vi fik nyheden. Jeg har helt sikkert arvet det fra hende behovet for at skjule sine følelser og at være perfekt, jeg ville ønske, at jeg ikke havde arvet det, men det har jeg nu en gang. Jeg ville ønske, at det var så nemt bare gå op til Zach og fortælle ham alt, men det er det ikke, jeg vil ikke have, at han skal bekymre sig om mig, det er ligesom ikke derfor vi er sammen. Men endnu mere selvisk vil jeg være perfekt, jeg vil ikke have, at han skal tro, at jeg er andet end perfekt.

Farmor trækker sig væk fra mig og aer min kind. "Hej min pige", siger hun og smiler trist til mig. "Hvordan har du det?" Spørger hun, og det ligner, at hun virkeligt gerne vil have mig til at sige, hvordan jeg virkeligt har det, men ikke i dag, det er hårdt nok i forvejen. "Det går, som det nu går", smiler jeg. "Hvordan har du det", skynder jeg mig at spørge, for at få opmærksomheden lidt væk fra mig. "Jo jeg klarer mig", svarer hun og smiler også lidt. "Nå nok om det vil du ikke hjælpe mig med de her blomster?" Spørger hun, og jeg nikker og tager imod en bukket roser. 

Mor har selvfølgelig som den eneste taget gule roser med, nok fordi det ikke rigtig passer ind til en begravelse, men hun sagde, at det ville minde ham om hende, og så sagde jeg ikke mere til det.

Jeg sidder på forreste række ved siden af mor og farmor, og farfar sidder ved siden af farmor. Farfar fælder en lille tåre, men ellers er der ingen på forreste række, der græder. Det virker måske som om vi ikke elskede ham udefra, men det er nu bare sådan det er i vores familie.

Jeg kigger bagud, der er mange mennesker. Jeg tror ærlig talt ikke far kendte halvdelen af dem. Der sidder en mand helt bag ved, han har min fars øjne. Jeg blinker et par gange. Det kan ikke passe for havde ikke nogen familiemedlemmer, altså lige udover mig, farmor og farfar. Og ganske rigtigt da jeg kigger på ham igen, har han på ingen måde min fars øjne. Jeg må virkelig savne ham, hvis jeg begynder at tro, at andre folk har hans træk.

Kisten bliver sat i jorden, og som jeg havde frygtet, bryder min mor sammen. Jeg er også selv lige ved at bryde sammen, men jeg minder jeg minder mig selv om, at jeg skal være stærk, for mor og far.

Folk er efterhånden trukket af, de fleste af dem nok til den "fest" mor og farmor holdt, jeg er blevet. Jeg kan ikke få mig selv til at gå til fest, efter jeg lige havde set min far blive sænket i jorden.

Jeg sætter mig på en bænk lidt væk fra hans gravsted, og der sidder jeg bare og kigger i et stykke tid. Indtil jeg, mellem træerne, ser hvidt hår, men lige så hurtigt som det kom lige så hurtigt forsvandt det. Jeg er seriøst begyndt at se syner.

Jeg tager en dyb indånding, og bevæger mig mod gravstedet. Jeg bliver jo nødt til at dukke op til den der "fest", selvom jeg ikke tror nogen ville bemærke det, hvis jeg blev væk. 

Da jeg når frem, står der allerede en person. Hun har ryggen til mig, men af hvad jeg kan se, ligner hun mig ret meget, hun er ikke særlig høj, hun har det samme lyse, næsten hvide hår, også står hun ved min fars gravsten. Jeg prikker hende på skulderen, hun får vist et mindre chok, fordi hun hopper en lille smule. "Undskyld det var ikke meningen at forskrække dig", siger jeg undskyldende. Det ser ud som om noget slår klik, da jeg taler, fordi hun vender sig hurtigt om. Da jeg nu for første gang kan se hendes ansigt, er jeg mildest talt i chok. Hun har de samme øjne som mig bare grønne. Hendes ansigts form er også næsten den samme. Hendes næse er den samme, og som du nok kan gætte er hendes læber også de samme.

A/N:
Andet kapitel.
Igen ikke så langt, men de bliver længere fra nu af.
Det her har serøst været det kapitel, der har taget længst tid at skrive af alle!

MVH Margrethe