The love game | ✓

kapitel 6 - et overraskende stripshow & malede biler

I dag var en helt normal dag. Jeg stod op, gik i bad, tog tøj på og lagde makeup. Så spiste jeg morgenmad i akavethed, fordi min mor kom nedenunder med en fremmed mand. Ja, det er normalen i Hawkins huset. Jeg kørte over til Theo for at høre, om han skulle køre med, hvilket han skulle. Han snakkede hele vejen, så jeg kunne regne ud, at det her er en af de gode dage, og at jeg skal være meget sammen med ham i dag for at nyde det. Han fortalte mig, at Talia vil begynde at komme hjem oftere, og at hun gerne vil se mig længere næste gang. Jeg svarede, at hvis hun ville have æren af at se på mit smukke ansigt, så må hun selv ringe. Efter det parkerede jeg ved skolen, hvor jeg nedstirrede Sawyers lækre bil, fordi den er så... Bare lækker. Jeg skal nok vinde den. Og jeg kommer ikke til at have dårlig samvittighed over at vinde hans dyrebare bil. Han bad selv om det, da han udfordrede mig til en leg, som jeg aldrig vil kunne tabe. Jeg har altid vidst, at kærlighed ikke var noget for mig. Jeg har aldrig været forelsket i andet end en perfektbagt cookie og en saftig agurk. Og den eneste fremtidige kærlighed, som jeg kommer til at mærke, er kærligheden i min krop, når jeg fylder den med slik. Men Sawyer? Noget siger mig, at han er mere sårbar, end han lader folk tro. Han er ikke så sej og ligeglad med andres følelser. Jeg tror faktisk, at han går ret så meget op i andre mennesker, men jeg tror til gengæld også, at han kun går meget op i de personer, som han holder af. Da jeg trådte ind på skolen, gik jeg med Theo hen til sit skab. Der skete det her:

"Jeg tror, at Veronica ignorerer mig," Theo skubbede hårdt til de bøger, som var på vej ud af skabet, fordi han har for meget lort derinde.

"Hvorfor tror du det?"

"Fordi hun ignorerer mig," han himlede med øjnene og smækkede skabet i, før alting kunne falde ud i hovedet på ham.

"Jeg kan ikke se hvorfor," sagde jeg, imens jeg prøvede at skjule mit smil. Måske er det endelig gået op for hende, at hun ikke er god for Theo. Det håber jeg. Han fortjener bedre end hende. Hun er ikke et helt dårligt menneske, men det miljø, som hun kommer fra, bør ingen unge mennesker være i. Det er blandt andet hendes skyld, at Theo ikke vil ud af det. Hvis hun dropper ham, dropper han måske bandemiljøet. Uuuuuuuh.

"Kan jeg heller ikke," Theo så trist på mig. Jeg krammede ham trøstende.

"Hun dropper dig ikke Theo. Lad os gå til fysik." Så døde jeg i fysik. Derefter døde mit spøgelse i algebra. Så døde mit spøgelses spøgelse i spansk. Og så var der endelig frokostpause. Hvilket er lige nu. Hvor min dag blev vendt fra normal til "hvad fanden". Jeg stod uskyldigt ved mit skab, da jeg hørte hvisken. Og så kunne jeg mærke en person stå helt tæt på mig. Så selvfølgelig sagde jeg: "Ad, Sawyer. Bakterier kan hoppe. Træd væk." Men da jeg vendte mig om, stod der en politimand. Jeg tænkte straks, at han havde fundet mine mordplaner for Sawyer, men han var der ikke for at snakke om, hvordan jeg måske er en skjult psykopat. Han bakkede mig imod mit skab, og så stod man der. Her. Lige nu. Med den lækreste politimand nogensinde foran sig. Og jeg ved stadig ikke, hvad fanden han laver i mit ansigt.

"Er du Lilla Hawkins?" Spørger han med den mest sexede stemme, som jeg nogensinde har hørt. Så sexet at jeg næsten ikke lægger mærke til, at han lige kaldte mig "lilla". Åh nej. Sawyer har sørget for det her. Hvad har han gjort? Sladret om min hævn i går? Rotte.

"Det er jeg vel," jeg forstår stadig ikke, hvem han er eller, hvad der sker.

"Godt," han bevæger sin hofte imod min. Jeg ser forskrækket derned.

"Hashtag me too?" Jeg ser forvirret på ham. Han smiler skævt og smider sin hat. Årh fuck. Jeg er med nu. Jeg skulle have regnet det ud før. "Jeg er ikke en eller anden vibrator, som du bare kan gnide dig imod," fortæller jeg ham sukkende og prøver at træde væk, men han står så tæt op af mig, at jeg ikke kommer nogle vegne. "Jeg dræber Sawyer."