The love game | ✓

bonuskapitel 3

Tidsperiode: Theo er 25 og er lige kommet hjem fra Afghanistan, hvor han var udstationeret. Talia og Nate er 26, Anthony 2 år.
THEO'S SYNSVINKEL:
-
Jeg ser på gravstenen foran mig. Martin Robert Adams. Langsomt sætter jeg mig ned på det friske græs med mine mudrede støvler. Jeg kommer direkte fra lufthavnen. Tog en taxa herhen. Min kæmpe taske står ved siden af mig. Jeg har stadig uniform på, og jeg kunne faktisk virkelig godt bruge et ordenligt, dejligt og langt varmt bad. Jeg føler ikke, at jeg har fået sådan et i årevis. Det er dog kun lidt over et år siden. Jeg har ikke blomster med, hvilket måske er lidt dumt, men jeg gav aldrig min far blomster før, hvorfor skulle jeg nu? Bare fordi han valgte at dø. Jeg hiver noget græs op og kaster det væk. Ja, jeg er vred. Jeg er altid vred, har jeg lært. Det er lidt som om, at den ikke kan forsvinde. Altså vreden. Jeg mærker min telefon vibrere i min lomme og fisker den hurtigt op. Det er Talia, der spørger, hvornår jeg er der. Jeg svarer hurtigt og pakker den væk igen. Hver gang jeg kommer hjem, besøger jeg min fars grav. For at fortælle ham om alt det, der er sket siden sidst. Jeg ved, at hvis han var i live, ville han med glæde høre om det hele. Så jeg begynder at fortælle. Jeg fortæller om, hvordan min patrulje tog ind i en lille landsby for nogle måneder siden, hvor der startede en kamp, og en af vores mænd fik en patron lige i hovedet og gik bort, imens jeg dækkede ham. Jeg lukker øjnene og ser det hele igen. Det er som om, at jeg er der. Jeg kan praktisk talt lugte sveden, blodet og frygten. Jeg kan mærke stødende gå igennem min krop, som jeg trykker ned på aftrækkeren, imens jeg trækker min døde makker om bag nogle kasser. Lydene er så høje, at jeg føler mig døv. Nogen lægger deres hånd på min skulder. Jeg rynker på næsen, slår øjnene op og vender mig hurtigt om med pistolen trukket og pegende op på personen. En skræmt kvinde ser på mig med sine hænder løfter op i luften i overgivelse. Jeg trækker vejret hurtigt, imens jeg ser på hende med sammenknebne øjne.

"Undskyld," siger hun hurtigt. Jeg tager en dyb indånding og sænker min pistol. "Jeg ville bare se, om du var okay," forklarer hun. Hun ser ud til at være i måske midten af tyverne, og hun har en hvid kittel på og lægeuniform. "Det er min natur. Jeg er lægestuderende. Undskyld hvis jeg forskrækkede dig. Jeg ville bare—"

"Det er okay," mumler jeg og pakker min pistol væk. "Man sniger sig aldrig ind på en mand i militæruniform," informerer jeg hende, før jeg tager endnu en dyb indånding for at få mig selv til at slappe af. Kvinden ser bekymret på mig og sætter sig langsomt ned ved siden af mig. Jeg ser forvirret på hende. Hvad laver hun?

"Hvem er han?" Spørger hun og nikker mod gravstenen. Jeg ser irriteret på hende. Hvordan er det på nogen måde hendes problem? Jeg svarer hende ikke. "Jeg besøger min mor," fortæller hun. Jeg ignorerer hende og ser på gravstenen igen. "Har du brug for at snakke med nogen?" Åh Gud hun er irriterende. Jeg masserer min tinding og overvejer måder at slippe for hende på. "Jeg hedder Clara," informerer hun mig, "jeg er i praktik på et hospital, og i dag mistede jeg min første patient." Jeg bliver ved med at ignorere hende. "Hun var kun 23 og døde efter et biluheld med sin kæreste, der overlevede. Hun var gravid." Jeg sluger langsomt. "Det er det værste. At se folk dø." Det siger du ikke. "Jeg overvejer at droppe ud fra lægestudiet, men hvor svag gør det mig ikke lige? Ikke at kunne redde folk kommer med jobbet. Jeg vil være kirurg, endda." Hun sukker tungt. "Undskyld, at jeg bare snakker. Jeg havde brug for at komme ud med det, og du er fremmed, så din mening betyder ikke noget. Bør jeg droppe ud?" Jeg slapper af i skuldrene.

"Nej." Siger jeg kort.

"Oh'okay," hun griner kort, "hvorfor ikke?"

"Hvis vi stoppede på grund af døden, ville vi aldrig komme nogle vegne," jeg ser ned på mine mudrede støvler.

"Jeg gætter på, at du lige har været udstationeret, og at du har været i felten." Jeg nikker. "Min far døde, imens han var udstationeret," jeg bider ned i min tunge. "Hov, det skulle jeg måske ikke sige." Vi sidder i stilhed i lidt tid. "Jeg er normalt mere civiliseret. Det lover jeg. I dag er bare en sindssyg dag," hun hiver græs op og kaster det væk, som jeg gjorde tidligere. "Skal du tilbage?"